000024 Augusta Amalie Bødtker

Mor:	Christiane Charlotte Elster	(1800-1893)
Far:	Christian Bernstorff Bødtker	(1794-1874)
Ekteskap:	18. jul 1822	Støren

Familie 1:	Jacob Paul Seierskiold Bødtker	(1826-1897)
Ekteskap:	20. okt 18673	Støren
Barn:	Christian Bernstorff Bernhard Ditlef Johan Andreas Christiane Charlotte Job Elster Bødtker Emilie Pauline Augusta Bødtker Amalie Bødtker	(1868-1937) (1869-1921) (1870-1964) (1872-1974) (1874-1939) (1875-1962) (1877-1963) (1877-1877)

Som prestedatter fra Støren var hun vant til aa arbeide og med sin store og varme kjærlighed blev hun ogsaa en god mor for 12-aarige Ove og den 9 aarige Mimi. Hun var en drivende kraft, opp kl. 5 og aldrig i seng før kl. 12 – 1. Vi barn ble strengt oppdradd, til aa ha plikter og til nøysomhed – grøt og melk til aftens! Far vilde ikke ha noen ”slinger i valsen” og det kan vi takke ham for! Mor hadde mye aa staa i, men heldigvis havde vi tro og paalidelige tjenere, i alt 6 – 7, og som ble hos oss i aarevis.
Skrev datteren Emilie (Milli)

Så la oss lese videre om det Milli fortalte om Pinneberg og hennes og søsknenes oppvekst der.

Vort koselige hus og hjem med deilige stuer står så nært, og det store hvitskurede kjøkken må have sin egen omtale. Der var det alltdi liv og rørelse, to store komfyrer som fræste og stønnet fra fyring af knitrende birkved, og her var det koging af meget deilig mad! Hvidskuret bord og bænk og ligeså hvidskurede Budals-stoler samt en stor stamp til renvand, hver morgen blev den nemlig fyldt, båret op i bøtter fra en brønd nede i parken. – Indlagt vand fandtes ikke! Et stort spiskammer hørte også med til den ydre region. Det var så stort som et lidet soveværelse nu tildags, der var bord og benker, skab osv. – Dette kjøkkenet vort var faktisk det forjættede land især til jul. Frydefuldt var det når det putret i store gryder og pander og en vidunderlig duft strømmet du fra stegeovnene. Al smultkoging foregikk også her, ellers foregikk kagebagingen i den store rullebod, hvor vi havde in indmuret steegeovn til dette brug! Store plader indtil 6 stykker ad gangen slugte den og det var en mangfoldighed af kagebokser, som derfra blev fragtet over gårdspladsen og op på loftet i kageskabet i hovedbygningen. Der stod også det store linnedskab!

Både min mor og far var yderst gjæstfrie og gjæster havde vi nær sagt bestandig, søndag middag altid nogen, og til aftens kunne det nok hænde at der kom indtil 15 – 20 ubudne gjæster. Da gjaldt det om at det var nok at tage af, og det var også noget af en job at få et veldækket aftenbord i stand! På stabburet, som lå tversover den store gårdsplads, og til og med i anden etage, havde vi skinker, spegekjød, spegepølse, røgelaks og rekling, og alt dette skulle skjæres tyndt og fint! Her havde vi også alt syltetøiet og fladbrødet i store stabler, og nok af alt! Og så var det at hente smør, melk, fløde, øl og selterscifons over i en anden bygning, og tvers over gårdsplassen på en anden kant! Kjeldernedgangen her var gjennom en tung kjelderlem og så førte døren ind til de forskjellige kjelderrum, og her stod også altid oplaget kjød og fiskemad i store krukker og fort at tage til i en snever vending! – Her havde vi også vinskabet og saftflaskerne, så det blev mange skridt at fly og ofte hindret av en kjørebuk og en fole, som også gjerne vilde være med når det var liv og rørelse.
Så var det borddækningen: på loftet efter dug og servietter og så var størsteparten ellers på spiskammeret, hvor også alt blev rættet an!. Det fineste porcelain i dobbeltpidestallen, den du Johan har, ja da var alt hentet frem; men du verden for tid alt tog. Ingen sag når begge stuepigene var tilstede og vi også tog vor tørn! – Jeg må i denne forbindelse også nævne, at vi havde en ældre kokkepige, som ikke tålte trafikk af os barn gjennem kjøkkenet, og altid var sinna da, men gutterne tålte hun dog lidt bedre. En dag da Christian, Bernhard, Johan og fætter Vilhelm kom stormende og lod kjøkkendøren stå åben efter sig, robte hun du efter dem: ”Ta med dokker dørra da”. De var ikke sene; et øieblikk efter var den hektet af og sat mod en væg på gårdsplassen.

Begge vore forældre tog aktivt del i al gjæstfriheden og med stort hjertelag. Mama var oppe hver morgen kl. 5, og før den tid lå hun og skrev, når hun ikke fik sove og havde en udstrakt correspndance. På færde var hun dagen lang, og sent kom Pinnebergfolket til ro – alrig før 12 – 1, en styg uskikk, som nok har fulgt os alle! – Huset var stort og i høigrad tungvint, mange barn og stort tjenerskab og når vi alle var hjemme var vi cirka 20 daglig som skulle have mad og stel! Alt skulle jo gjøres hjemme; sagtning, baging, alt skulle strikkes, syes og til dels væves. – Til enkelte tider havde vi sauer selv, men vort fineste tøi blev syet i forretningen eller hos skrædder i byen.

En skikkelse som ikke må glemmes når mit barndomshjem nævnes er frøken Josefine Blichfeldt, som var en barndomsveninde af min mor! Hun var uddannet som lærerinde og en gang da hun kom til os på besøg, blev det til at hun skulle læse med Gusta og mig. Hun blev hos os så længe hun levet! Hun var vor mor til meget hjælp og havde nok sin store del i at alt i stuene var som blåst og hun havde overopsynet med stuepigerne, noget de var mindre fornøiet med, da hun var stræng og vældig nøie! Hun var en stor blomsterelsker, og skjønne planter var det overalt i vinduer og i vaser som forhøiet hyggen i hjemmet. Hun var så flink i håndarbeide også, så vi lærte meget af hende. Hun spilte også med os, men det var mindre morsomt, da hun var så streng. Tante Sefa blev vor gode venine, da ve efterhvert kom til at forstå hendes værd! I haven var hun også vældig aktiv og så interessert og havde nok for en stor del æren af at alt der var så velstelt!

Så må jeg fortelle lidt om al selskabligheden hjemme. – Søndag som hverdag kom visitter og gjæster, og slikge festkvelder som St. Hans-aften var det stor morro og fuldt hus med stort bål og tjæretønder oppe på høiden overfor huset! Efter en splendid aftens først, var det forfriskninger og leg der oppe til langt på nat! Da var hele forretningspersonalet budne samt en hel del av familiens unge! Fjerde November var det også altid stor stas med ungdomsbal og morro.

Så til noget alvorlig: Om søndagene skulde vi enten til kirke eller vi måtte høre en lang præken læst av papa, forinden vi gikk udenom huset! Som regel gikk papa og guttene til Hlade kirke, mens mama med os småpiger kjørte til samme kirke, vi syntes det var morsommere og vi blev også slig vant til fra barnsben af at helligholde søndagen. Når vi kom tilbage var det altid vin og kager og ligedan fik tjenerne! De blev forresten aldrig glemt – havde vi noget godt inde var det altid fast skikk at de også fik. Papa havde også et åbent hjerte slig. Når han kom hjem fra forretning bragte han omtrent altid noget godt med, og da skulle alle have – selv arbeidsfolk, som en kort tid var på gården, måtte ikke glemmes! Når jeg bruger dette udtrykket – at ingen måtte glemmes, ser jeg for meg så mangt et selskab, hvor alle familiens ”ældre” var budne, og hvor alt var gjort så nydelig istand. De blev alle hentet og kjørt hjem igjen, og slike solskinsdage fra tidlig formiddag til sene kveld var nok til stor glæde! Jeg glemmer aldrig en vidunderlig sommerdag, hvor familiens gamle og unge var samlet: 75 var vi, – da spiste vi i alle stuer og ude på verandaen også. Kaffe blev serveret i haven og i dukkestuen; et deilig lidet hus nederst i parken med verana, stue og kjøkken med komfyr. Her har vi gjennom alle vore barneår havt megem moro: kogte og gasterede og helst stegte vi pandekager og havde gjæstebud når de var stegte. Du verden for et morsomt blandingsselskab, og vore forældre var så lykkelige ved at kunne glæde så mange! Og slik var det i alle retninger. Vi blev sendt i øst og vest med mad til syge og et eller andet godt til dem som trængte det!

Vi havde ikke mindre end 20 kuer og en stor pragtokse, – fine dyr alt sammen, 5-6 hester, hvoraf en av dem var vor skolehest. Hver morgen kl. 7 1/2 stod den med trillen udenfor verandadøren og kjørte is ind til bygården, hvorfra vi sprang til hver vore skoler. Kl. 2 ½ var vi igjen samlet og vi kjørte hjem! Da var det i en fart at skifte tøi og så ind til middagen, ja her var orden og punktlighed! Ja så havde vi også en del høns, duer, perlehøner og af og til ænder – til sine tider sauer og så en kjørebuk som var til meget moro, og med alt dette dyreliv havde vi en lykkelig barne og ungdomstid!

Et lidet intermesso her: vor broder Johan som var en ivrig jægersmand var en dag ude efter en bevinget skabning som sad i rognebærtræet nede i bakken. Han skød, fuglen faldt, men var ikke død blev så kvalt – og jeg som havde fulgt efter på avstand, sladret naturligvis til mama, da jeg syntes dette var fælt. Da vi så fik eftermiddagsmad, kom mama bagfra på den bolde jæger og tog et godt kvælertag på ham og spurgte om han syntes det var godt?

Vi fik i det hele mange gode leveregler med os du i livet: Gjør mod andre det det du vil andre skal gjøre mod deg! Skjær ikke brede remmer af andenmands ryg! Husk altid på æresskillingen! Vi havde lært at være lige høflige mod alle mennesker, her var ikke nogen persons anseelse. Vore forældre var vort gode eksempel. Begge havde hjerter af guld og delte du af sine hjerters overflod! Vi blev indprentet så mangt og meget godt, som senere i livet blev en pegepind og dypt nedlagt i sjælen. De gamle ord om fedres velgjerninger som velsignes i tusende led, det har vi da Gudske lov fået sande!

Endu har jeg noget igjen som må berettes og som aldrig er glemt og som lyser: Juleforberedelsene – ja da blev det udfoldet en storstilet godgjørenhed. Kjøkkenet var da stadig besøkt af mange, som havde det trangt og som fik sine kurver fyldt af mange gode ting. Ingen gikk tomhændet bort! Så kom en stor dag en fjorten dags tid før jul. Da kjørte vor mor en formiddag ind til forretningsgården hvor der var indkjøbt et helt naut som blev lemmet op i passende stykker og sammen med all slags julegotter bragt til de forskjellige af familien, gamle tjenere og andre, som boede længer borte. Mama var sjæælen i det hele! Efterpå foregikk presentindkjøbet i forretningen og det var ikke småtteri. Som et lidet eksempel: alle pigerne fik kjoletøier og det øvrige tjenerskab blev ikke mindre rundhåndet begavet.

Da så portklokken ringte Julekvelden, stak Marit kokkepige sit hoved ind gjennem spisestuedøren og meldte ”Matheson kommer”, ja da blev det liv og rørelse. Alle føk vi op og ryddet hvert vort bort, alt skulle være blåst og ryddig og alle lamper tændt. Gjøende hunder, og af dem var det mange, mødte op for at hilse velkommen. Hestene fik sine brødskiver førend de gikk til stallen og hundene sin asjet med smørbrød, når de fik roet sig. Alle pakker, og det var en anseelig mængde, blev båret ind i storstuen som så blev lukket for nysjerrige blikke. Slige kvelder står så nært for mit indre blikk – store forventninger!!!! Og så var det at forsvinde, de voksne skulle spise aftens. Vi barn havde allerede spist vor grød og melk ved 7 ½ tiden. Vi fik nemlig først komme ind til de voksnes bord efter konfirmasjonen.

Et hav af lyse skjønne minder er gjennom disse linjer blit levende og meget, meget mer lever også: f.eks alle vore utdfarter, når vi med kalechevognen og to hester – kjørt af Bernhard – ingen gjorde ham den rangen stridig, og efterfulgt af trillen og to karjoler, den ene kjørt af Gusta og med drengen bag på og så jeg som sidstemand med stuepigen på bagsætet og Mørejarlen forspændt karjolen! Du verden for morro! Og så al morroen om vinteren med ski og kjælke og udfarter!!! – Skjønt altsammen!!!

Dere som nu lever efter denne tid, kan misunde os alle de dagers herlighed, – et rigt liv har vil levet og vi takker for alt, alt, og velsigner vore kjære forældre som gav os det!!!

Måtte så også alle Dere kjære unge få kraft til at følge de gamles spor!

Emilie (Milli) Pauline Matheson Nitter

Ja nu passer det godt aa ta med vår kjære ”tante Millis” Kjærlighetserklæring til Pinneberg og til vore gode foreldre! Hendes opus er et stykke kulturhistorie av stor verdi. Dere vil sikkert med glæde læse om livet i vort gamle hjem. Hun er bare lei over, at hun ikke specielt fikk sagt at vor kjære mor var inkarnasjonen paa godhed, fromhed, selvforgremmelse og gudhengivenhed, men nu sier jeg det for hende!
Tante Gusta

Tante Sefa ble for øvrig sett på som et familiemedlem, og da hun døde i 1913, 3 års tid etter Augusta, ble hun begravet i Mathesons nye familiegrav på Tilfredshetskirkegården i Trondheim.

Kilder og vedlegg
Om livet på Pinneberg

1. Sør-Trøndelag, Trondheim, Vår Frue, Klokkerbok 1833-1845, s. 45 ↩︎
2. Egentlig het stedet Pineberg. Men familien kalte det alltid Pinneberg, så det er navnet jeg kjenner det som ↩︎
3. Sør-Trøndelag fylke, Støren, Ministerialbok (1848-1869), notat- og visitassider m.m. 0, Ekteviede 1868, side 201 ↩︎